Fra niche-gesjæft på Frederiksberg til største skolefotovirksomhed i Danmark
Engang var vores virksomhed at finde i en lille, uanselig lejlighed på Frederiksberg. Året var 1947. Hr. & Fru Kieldsen var ikke blot ægtepar. De var også et autodidakt makkerpar, der havde kastet deres kærlighed på skolefotokunsten. Han i front med charme, butterfly og kamera. Hun i kulissen som perfektionistisk og detaljeorienteret retouchør.
Sammen grundlagde de det første spinkle fundament til dét, der i dag har vokset sig til en stor virksomhed med et solidt forretningsgrundlag. Ja, faktisk er vi, som årene er gået, vokset til en regulær koncern, der huser flere forskellige brands og beskæftiger mere end 120 mand, når sæsonen er på sit højeste.
Dét, der startede som en lille niche-gesjæft i det indre København, er i dag blevet til en af Skandinaviens største skolefotovirksomheder.
En familiær kultur på flere planer
Eftertid er en koncern med familiært fortegn. For lige siden Hr. og Fru Kieldsen lukkede døren til mørkekammeret i, har nye generationer i familien taget over. I dag står Kieldsens voksne børnebørn med stafetten i hånden. Klar til at løfte arven fra bedsteforældrene. Med nye digitale kræfter og store visioner for fremtiden.
Men Eftertid er ikke blot familiær i den bogstavelige betydning. Virksomhedens kultur er kendetegnet ved en helt særlig loyalitet og dedikation blandt medarbejderne. Flere har været i Eftertid i mere end 20 år, og der er en udbredt følelse af at høre til. Vi er stolte af, at Eftertid er båret gennem generationer og favner så mange engagerede kulturbærere.
Vi har flere ben. Men vi står på samme grund
Eftertid har en hel suite af brands, der med hver sin profil skal kunne opfylde forskellige markedsbehov. Nu og i fremtiden. Vision, Odense Skolefoto, Dansk Skolefoto og Kontrafej. Alle er en del af familien, men hvert enkelt brand skal have lov til at lykkes på egne præmisser og på eget domæne.
Sammen tilbyder vi en nuanceret palet af skolefoto-koncepter, der kan imødekomme efterspørgslen. Sammen står vi på et stærkt, fælles fundament af ekspertise og erfaring, der er blevet styrket og dokumenteret lige siden Hr. og Fru Kieldsen tog deres første skolefoto for mere end 60 år siden. Sammen repræsenterer vi en båndbredde, som de færreste kan matche.
Med vores velfungerende produktionsapparat bevæger vi os på den helt store skala. Vores volumen, tekniske kapacitet og mangfoldige produkt-parade er vores store konkurrencefordel. En fordel, der giver os mandat til at betragte os selv som bannerfører og terrænmarkør for hele kategorien i Danmark.
Ud af mørkekammeret. Ind i den digitale tidsalder. Version 2.0
Men selvom vores fundament er solidt, er tiden også til nytænkning og åbning af nye terræner. Det er vigtigt, hvis vi skal eje kategorien og være på toppen af den.
For 15 år siden rykkede vi som nogen af de første ind i en verden af nye digitale muligheder. At gå fra analogt til digitalt portræt var et stort paradigmeskifte. I dag står vi overfor en lige så stor tranformation. For digitaliseringen udvikler sig i al hast, og vi skal gribe de muligheder, den tilbyder os. Komme på forkant med den. Det forventer vores kunder af os.
Vi ved bl.a., at der er efterspørgsel på bedre brugeroplevelser og mere fokus på beskyttelse af persondata. Det skal vi tage alvorligt. Vi vil være dem, der er med til at revitalisere industrien, og dem, der vover at ruske op i markedet.
Eftertid har altid været god og hurtig til at implementere den nyeste teknologi. Den omstillingsparathed får vi brug for i transformationens tid, hvor alles opbakning er altafgørende for vores succes. En bevægelse, vi alle skal tage del i – uden at vi går på kompromis med vores kvalitet.
Håndværket i højsædet
Selvom vi står midt i en transformation, der kræver vores fokus, fjerner vi aldrig vores blik fra dét, vi lever af at levere; nemlig de bedste og mest repræsentative fotografier af børn og unge gennem deres skoletid. Vores tilgang til fotohåndværket varierer fra brand til brand. Men kvalitetsforståelsen er konsistens på tværs.
Passionen for det gode portræt er en del af koncernens DNA. Selv vores direktør har haft hænderne langt nede i fremkaldervæskerne. Og den ekspertise skal vi bevare midt i vores ønske om at bevæge os fremad mod nye horisonter.
I krydsfeltet mellem tradition og transformation
I Eftertid vil vi ikke blot være tidssvarende. Vi vil være på forkant. På toppen af vores kategori. Eje den og drive den. Og bringe den til nye højder. Det er helt afgørende for, at vi kan løfte og revitalisere den kulturarv, som skolefotoet bringer med sig.
Skolefotoet er en klassisk dansk tradition – et vigtigt ritual i vores opvækst. Den værdi vil vi værne om og minde vores kunder om. På måder, der matcher fremtidens krav. Sådan sikrer vi, at vigtige minder bliver bevaret i de danske hjem. Nu. Og for eftertiden.
Eftertid A/S
CVR-nummer: 44744716
Roskilde
Industrivej 21 2.sal
4000 Roskilde
Vejle
Andkærvej 18
7100 Vejle